2. november - 12. januar 2002

Merete Barker: "Quo Vadis"

Hvor går vi hen?" - spørger Merete Barker (f. 1944), som er en af vore fremmeste malere i dag. Hun har tidligere besøgt Sophienholm, idet hun faktisk deltog i Septemberudstillingen så tidligt som i 1976. Men denne gang har hun så fået mulighed for at boltre sig i hele huset - på vægge og gulve. Og det med manér.

Udgået fra Kunstakademiet som elev af Egill Jacobsen og Richard Mortensen var det vel naturligt at hun blev et markant medlem af den legendariske kunstnergruppe "Ny Abstraktion" (1977 - 86), en gruppe som bevægede sig på højt internationalt niveau. Siden er hun gået sine helt egne veje bort fra den rene konstruktivistiske form, hvor kunstværket "kun" henviser til sig selv - over intense eksperimenter med computerkunsten - og frem til en mere dialogisk, ekspressionistisk udtryksmåde, hvor de kæmpe formater med strømmende penselstrøg, som danner evigt skiftende byer/landskaber, er det fremherskende. I monumentale serier som f.eks. "Sequoia" eller "Blue City" eller "Sandslotte" udtrykker hun i maleri og skulpturpanoramaer en længsel og utopi, som viser ud over selve værket. Man bevæger sig i et univers af bjerge, urtid, byer, vældige scenerier.

Inspirationen er kultur/natur. På sine talrige rejser til steder hvor fortidens store, men svundne kulturer har sat deres tydelige spor (Mexico, Indien, Rom, m.v.) oplever hun en erkendelse, hvor naturen eller kulturerne ganske vist er set gennem det 21.århundredes briller, men gennem deres væsen fremmaner en påmindelse om, at vi ikke er noget uden vores fortid. Man finder ikke noget centrum. Man ved ikke helt hvor man er. Men man står tilbage med et dramatisk udtryk, hvor naturen eller de gamle bygninger synes at opstå på ny, men med civilisationens og teknologiens væsen opsuget i sig.

Hun lader os opleve det store sug - hendes billeder drager os ind i sig, de er ekstremt flotte. De er dynamisk igangsættende. Og spørgende. Men de giver ikke rigtig noget svar, om hvor vi er på vej hen. Ruin eller vision? "Quo Vadis"? Det er vel det evige spørgsmål, og ikke mindst i disse tider, med mediernes billeder af ground zero in mente.

Merete Barker har en lang række udstillinger i indland og udland bag sig. Hun har modtaget stipendier og udmærkelser, og haft hverv i væsentlige kunstneriske bestyrelser som Charlottenborg og Grønningen. Man kan se hendes værker enkeltvis på museer og institutioner. Men her er en enestående lejlighed til at opleve et samlet indtryk. Og udtryk.

I forbindelse med udstillingen er udgivet et fornemt illustreret katalog med tekster af Erik Meistrup og Ann Lumbye Sørensen.

Merete Barkers udstilling på Sophienholm viser, hvordan hun lader sig udfordre af den gamle verden, samtidig med at hun formår at give sine malerier et nutidigt udtryk.

Gennem årene har Merete Barker haft mange markante udstillinger, men ingen så overvældende som denne der for nylig åbnede på Sophienholm i Lyngby. Den fremstår som en manifestation af mere end ti års produktion, rejser og kunstneriske overvejelser i form af skitser og tusindvis af fotografier.
Udstillingen fylder stedet til bristepunktet og får næsten Sophienholms smukke rum til at virke små. Merete Barker har kryptisk kaldt sin udstilling »Quo Vadis,« hvor går du hen? Et spørgsmål, som er vanskeligt at besvare, men et ved man dog efter at have set Merete Barkers udstilling, og det er, hvor hun har været i de forløbne år. For ingen kan fra nu af tvivle om, at hun, bortset fra at være maler, også er globetrotter, Ø hun gennem snart mange år har opsøgt de fjerneste egne på kloden.

På sine rejser til Mexico, Californien, Kina, Indien, etc. har hun gennemfotograferet alt fra de gamle kulturer til vor tids storbyer på godt og ondt. De mange fotografier har Merete Barker til denne udstilling sammensat til kæmpecollager, der i deres mangfoldighed giver den bedst tænkelige introduktion.

Mange af Merete Barkers store akrylbilleder skildrer motiver, der har karakter af urlandskaber, hvor der bag den altdominerende vegetation gemmer sig skjulte og fortabte byer fra tidligere kulturer. De mange landskaber, de mange byer fortoner sig hen over hendes lærreder eller de gemmer sig i perspektivets uendelige dyb eller panoramaets grænseløshed. Dramatisk, men også lyrisk er stemningen alt efter Merete Barker veksler mellem lys og skygge eller mellem de hurtige, små penselstrøg og de bløde, flydende og brede.

Inspirationen for Merete Barker har været såvel naturen som kulturen, hvilket med stor tydelighed kommer frem i »De fortabte byer« fra 1993, der skildrer indianske kulturer, er er forsvundet til fordel for nye civilisationer. Dragende og hemmelighedsfulde er også serien "Den skjulte by" fra 2000 og de grå, dystre værker med samme tema.

Også maleriet »Golden city« for slet ikke at tale om det monumentale værk »Blue city« med udgangspunkt i Colosseums krinkelkrogede gange overbeviser beskueren om, at Merete Barker stadig lader sig udfordre af den gamle verden, samtidig med at hun formår i sine malerier at give den et nutidigt udtryk.
Hvor Merete Barker er på vej hen, vil forblive et ubesvaret spørgsmål, men med denne udstilling ved vi, at hun stadig lader sig udfordre og stadig er på vej.