Hvor går vi hen?" - spørger Merete Barker (f. 1944), som er en
af vore fremmeste malere i dag. Hun har tidligere besøgt
Sophienholm, idet hun faktisk deltog i Septemberudstillingen så
tidligt som i 1976. Men denne gang har hun så fået mulighed for at
boltre sig i hele huset - på vægge og gulve. Og det med manér.
Udgået fra Kunstakademiet som elev af Egill Jacobsen og Richard
Mortensen var det vel naturligt at hun blev et markant medlem af
den legendariske kunstnergruppe "Ny Abstraktion" (1977 - 86), en
gruppe som bevægede sig på højt internationalt niveau. Siden er
hun gået sine helt egne veje bort fra den rene konstruktivistiske
form, hvor kunstværket "kun" henviser til sig selv - over intense
eksperimenter med computerkunsten - og frem til en mere dialogisk,
ekspressionistisk udtryksmåde, hvor de kæmpe formater med
strømmende penselstrøg, som danner evigt skiftende
byer/landskaber, er det fremherskende. I monumentale serier som
f.eks. "Sequoia" eller "Blue City" eller "Sandslotte" udtrykker
hun i maleri og skulpturpanoramaer en længsel og utopi, som viser
ud over selve værket. Man bevæger sig i et univers af bjerge,
urtid, byer, vældige scenerier.
Inspirationen er kultur/natur. På sine talrige rejser til
steder hvor fortidens store, men svundne kulturer har sat deres
tydelige spor (Mexico, Indien, Rom, m.v.) oplever hun en
erkendelse, hvor naturen eller kulturerne ganske vist er set
gennem det 21.århundredes briller, men gennem deres væsen
fremmaner en påmindelse om, at vi ikke er noget uden vores fortid.
Man finder ikke noget centrum. Man ved ikke helt hvor man er. Men
man står tilbage med et dramatisk udtryk, hvor naturen eller de
gamle bygninger synes at opstå på ny, men med civilisationens og
teknologiens væsen opsuget i sig.
Hun lader os opleve det store sug - hendes billeder drager os
ind i sig, de er ekstremt flotte. De er dynamisk igangsættende. Og
spørgende. Men de giver ikke rigtig noget svar, om hvor vi er på
vej hen. Ruin eller vision? "Quo Vadis"? Det er vel det evige
spørgsmål, og ikke mindst i disse tider, med mediernes billeder af
ground zero in mente.
Merete Barker har en lang række udstillinger i indland og
udland bag sig. Hun har modtaget stipendier og udmærkelser, og
haft hverv i væsentlige kunstneriske bestyrelser som
Charlottenborg og Grønningen. Man kan se hendes værker enkeltvis
på museer og institutioner. Men her er en enestående lejlighed til
at opleve et samlet indtryk. Og udtryk.
I forbindelse med udstillingen er udgivet et fornemt
illustreret katalog med tekster af Erik Meistrup og Ann Lumbye
Sørensen.