RANDERS KUNSTMUSEUM 2005

FRA EN ANDEN VERDEN


 

 

Randers Kunstmuseum viste fra 15.oktober 2005 til den 8. januar 2006 en særdeles omfangsrig udstilling af billedkunstneren Merete Barkers nyeste malerier.

Udstillingen FRA EN ANDEN VERDEN har hentet motiver fra Inkarigets landskaber og kulturelle levn i Peru samt fra det nuværende Irans mindelser om det historiske Persien. Udstillingen består dels af malerierne i de monumentale billedformater og dels af store farvefotos fra rejseopholdene. Udstillingens første del med Merete Barkers malerier med motiver fra Inkariget blev tidligere i 2005 vist på Kastrupgaardsamlingen i København. I Randers er serien af Iran-billeder kommet til, og Merete Barker skriver selv om de samlede rejseoplevelser, som ligger til grund for den nye mega-udstilling:   

”Inkariget besøgte jeg efteråret 2004. Det var Inkaernes bebyggelse Machu Picchu i Andesbjergene, som var mine drømmes mål. Det var virkeliggørelse. Mange års fascination af storslåede bygningsværker opført i overvældende bjerglandskaber blev indfriet til overflod. Urlandskaber griber vores sanser, og får os til at tænke i kontinuitetens baner. Vi bliver overrumplede af det, der er større end os selv. Og når man står over for Machu Picchu, driver skyerne med en. Hvad man troede man ville se, kan man pludseligt kun ane. Og så ser man det, der er at se, at alt er i bevægelse, i forhold til lyset, skyerne, bjergene, bygningsværkerne, i forhold til ens egne tanker, i forhold til billedet af denne verden, set fra en udkigspost.”

”Det historiske Persien besøgte jeg foråret 2005. En kontrast til Inkariget, så det gav genlyd i hele ens sanse‑ og tankeapparat. At være der, og være så tæt på det, man havde lært som ungt menneske, blev et sus fra svundne tider. Det blev sat i det nuværende Irans tidsperspektiv. Og fra det perspektiv oprinder "Fra en anden verden" som et kapitel 2. I Iran er man i en nutid, der kan udvikle sig katastrofalt, og i den historiske fortid, som man forsvinder ind i, i troen på, at den vil blive bevaret i eksistensen. Skønhedsåbenbaringen og det politiske spils ubønhørlighed er så tæt på hinanden, at man må frasige sig sin tilskuerplads.” 

Med udgangspunkt i disse rejser har kunstneren hjemme i atelieret på Vermundsgade i København efterfølgende skabt en række meget udtryksfulde og storslåede maleriske fortolkninger, som nu præsenteres med optimale rammer i Randers Kunstmuseums lyse og vide udstillingsrum.  

Med venlig hilsen 

Finn Terman Frederiksen, museumsleder
Randers Kunstmuseum

 

Fra En Anden Verden. Kapitel II. 195x300 cm. 2005. Akryl på lærred

 

Fra En Anden Verden. Kapitel I. 195x300 cm. 2005. Akryl på lærred

 

 

 

 

Panorama fra 1. udstillingsafsnit på Randers Kunstmuseum

 

 

 

 

Panorama fra 2. udstillingsafsnit

 

 

 

Panorama fra 3. udstillingsafsnit

 

 

 

 

Panorama fra 4. udstillingsafsnit

 

 

 

Panorama fra 5. udstillingsafsnit