Udstillingen Merete Barker: Spejlinger/Spiegelungen er et nyt vidnesbyrd om det gode grænseoverskridende samarbejde mellem Museumsberg i Flensborg og Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder. Efter at begyndelsen blev gjort i foråret 1999 med en Per Kirkeby udstilling, følger nu anden etape af et samarbejde, der har som mål regelmæssigt at præsentere ansete skandinaviske kunstnere. Med Merete Barker er det lykkedes at skaffe en kunstner, som i omkring 20 år har indtaget en vigtig position i den danske og skandinaviske nutidskunst. Hvor hendes tidlige værker endnu kunne forsynes med etiketten nygeometri, har hendes kunstneriske udtryk i mellemtiden ændret sig meget uden dog helt at fornægte den indflydelse, som det skylder konstruktivismen og minimalismen. Udstillingen giver et indblik i den aktuelle udvikling og koncentrerer sig derfor om Merete Barkers mangfoldige kunstneriske produktion i 90'erne. Foruden forskellige serier af monumentale akrylbilleder vises der fotografier, tegninger og installationer af sand.

Merete Barker er kendt som den af de danske kunstnere, der i sin kunstneriske udtryksform mest intensivt har benyttet sig af computerens tekniske muligheder. Siden 70'erne er der opstået computergenererede datalandskaber, hvori konstruktivistiske og ekspressive elementer kombineres med hinanden. Selv om Merete Barker var stærkt påvirket af det tidstypiske abstrakte formsprog, som søgte at reducere det kunstneriske udtryk til et minimum, udviklede hun sig på ingen måde til en konsekvent repræsentant for minimal art Hendes udgangspunkt var hverken selvoplysningen, udtømningen og renselsen af maleriet for alle afbildninger af verden, som er så karakteristiske for denne kunstretning, eller negationen af enhver illusionistisk forestilling om rumlighed. Istedet udviklede hun som medlem af kunstnergruppen »Ny Abstraktion« (1977-1989) en bredt anlagt dialog mellem maleri, skulptur og arkitektur.

Karakteristisk for Merete Barkers tidlige værk er tvedelingen mellem spontan oplevelse og en ordnende rationel systematik. Det viser sig allerede i de tidlige serier af maskinelt udfærdigede tuschtegninger og bliver endnu tydeligere i den senere kombination af maleri, computergrafik, objekter i de mest forskelligartede materialer og ruminstallationer. Kendetegnende herfor er til stadighed forbindelsen mellem konstruktivt geometriske former og de fra naturen lånte strukturer. Forskelligartede formmæssige elementer og kunstneriske holdninger, som f.eks. minimalismens logiske stringens og begejstring for teknik på den ene side og ekspressionismens dynamik og spontanitet på den anden, smeltes sammen og udmøntes i et selvstændigt billedsprog. Hos betragteren af hendes værker opstår indtrykket af at have metafysiske verdens- og drømmebilleder i permanent forvandling foran sig.

Siden sidst i 80'erne træder hendes eksperimenteren med computerteknologi på områderne tegning og maleri stadig mere i baggrunden, og istedet bliver den æstetiske rejseoplevelse det bestemmende tema. Merete Barker kommer vidt omkring i USA, Sydeuropa, Mellemøsten, Latinamerika, Kina og Indonesien. Hendes rejseindtryk, som er fastholdt i talrige fotografier og skitser, forarbejder hun til monumentale billedserier. For det meste er det arkitektoniske, geologiske og organiskantropomorfe strukturer, som tiden har sat sine spor i, der antager skikkelse på lærredet. Mens f.eks. fotografierne monteret på store kartoner samtidig danner en seriel og endeløst kontinuerlig mosaik (atlas) af rejse- og verdenserfaring, fremstiller billederne i stort format en fortætningsproces af udviskning eller metamorfose af konkrete motiver. Det er ikke tilfældigt, at Merete Barker gen tagne gange har valgt civilisationens mest avancerede scene som sit tema for at tydeliggøre skæringspunktet mellem kultur- og naturtid. Byer er centrer for dannelsen af højkulturer. De er samtidig egnede støttepunkter, hvorfra mennesket trænger frem i frie, uorganiserede rum og forvandler disse. Vores kulturelle erindring kender imidlertid også til, at denne erobring af rummet kan gå den modsatte vej i nedgang og udryddelse af f.eks. de indianske kulturer, hvilket bringer vores fremskridtstro, der bygger på den lineære tidsforståelse, til at vakle. Ruinerne og resterne af de gamle byer og tempelanlæg, der er ved at forsvinde, er stumme vidnesbyrd om forgangne højkulturer, som efterhånden igen bliver underlagt naturens bestemmelse og cyklus. På tilsvarende måde opviser Merete Barkers billedrum en radikal tidsliggørelse, idet enkelte næsten konkrete elementer afgjort accentueres, men samtidig er opbygget af knappe penselstrøg på en måde, så deres konturer ophæves til gunst for dynamisk strømmende farvefelter.

Merete Barkers malemåde er afbildende, men ikke i en efterlignende forstand. Det er ikke de synlige omgivelser, der gengives, men sanseoplevelsen af steder, der er glemt eller gået tabt. Tilsvarende er hendes billeder også langt snarere stedsbundne psykogrammer end en eksakt status over steder eller rejsemål og fremtræder derfor også som spejlbilleder eller genskin af indtryk, oplevelser, møder med landskaber, stemninger, arkitekturer og mennesker. Merete Barkers verdenserfarne produktion er resultat af et opgør med det fremmede uden derved at føre til nye primitivismer, eksotismer og arkaismer. De billeder, hun har fundet frem til, svarer til vor samtid og skal ses helt i sammenhæng med den moderne kunst her i Vesten. De er i deres egentligste forstand rejsebilleder, eftersom de har bevaret det karakteristiske sanseindtryk fra rejser, som giver en omvendt orden af tid og rum, hvilket filosoffen Ernst Bloch så indtrængende har beskrevet i sit værk Das Prinzip Hoffnung: »Sådan fyldes rejsetiden som ellers kun rummet, og rummet bliver sådan til medie for forandring som ellers kun tiden. Der opstår udfyldt tid i et bevæget rum, som synes forandret.« [1 ]

Merete Barkers maleri på tærsklen mellem objektivitet og illusion udviser i disse år entydigt fortællende træk. Her postuleres ikke enden på de store fortællinger, men utopiske levns eftervirkninger på nutiden udsættes for en systematisk analyse. Hendes billeder fremstiller derfor heller ikke nogen topografier af virkeligheden, men virker langt snarere som seismogrammer for de rystelser, som kultur og natur i lige omfang er underkastet. Kunstnerens rejser gennem det geografiske rum findes nedfældet i billedværker, som tillader betragteren at foretage en rejse gennem tiden. Det betyder meget i en verden, der er forenet i et net af økonomi og teknologi, og som bliver stadig mere ensartet og i stigende grad underlagt en dominerende samtidighed. Utopia, det Intetsteds, som så længe har givet den vesterlandske fantasi vinger, virkeliggøres i dag til en vis grad imod sin vilje i det overmodernes historieløse ikke-steder eller transitrum.[2] I Merete Barkers billeder bliver utopia derimod i en vis forstand tilbagedateret og kendeliggjort som levn fra en for længst forgangen fortid.

På vegne af begge museer takkes Merete Barker for et interessant og engageret samarbejde. Ligeledes rettes en stor tak til Center for Dansk Billedkunst for økonomisk støtte til projektets gennemførelse.

[1) Ernst Bloch, Das Prinzip Hoffnung. (saml. værker bd. 5). Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1990, s. 431.

[2] jvf. Marc Auge, Orte und Nicht-Orte. Voruberlegungen zu einer Ethnologie der Finsamkeit. Frankfurt am Main: S. Fischer, 1994.