Signe Jacobsen, skriver i kataloget til udstillingen
MERETE BARKER PÅ VEJ MOD
BYEN
Vejle Kunstmuseum 12. marts - 17. april 1994
MY OWN TOWN. - BYEN UNDER, BYEN OVER
"Der skal ske noget", sagde Merete Barker, inden hun i
1985 tog til New York - og noget skete der.
Ganske vist var det ikke Merete Barkers
første besøg i USA -og bestemt heller ikke det sidste -, men
det blev alligevel, hvad der siden hen har kunnet ses som
katalysatoren for en ny udvikling af hendes billedsprog.
Indtil da havde Merete Barker allerede
markeret sig stærkt på den danske kunstscene. Uddannet på
Kunstakademiet fra 1966-73 var hun præget af læreren Richard
Mortensen og det abstrakte formsprog, som hun videreudviklede ad
computerteknisk vej og stadig tydeligere bibragte sin egen
kunstneriske identitet, til den stod klar og formet- men bestemt
ikke fastlåst. Nogle af de træk, der har karakteriseret Merete
Barker næsten fra hendes tidligste begyndelse, er fascinationen
af gentagelsen og forkærligheden for at arbejde i billedserier
og flere samhørende lærreder, -træk, som vedblivende præger
hendes kunst op i 90'erne.
Skønt tydeligt tilhørende den abstrakte
ende af skalaen i dansk kunst tog Merete Barker aldrig skridtet
fuldt ud til minimalismens forkastelse af enhver genkendelighed
i motiverne; tværtimod fik perceptionen, menneskets
billedmæssige forestillingsevne, efterhånden mere stof at
arbejde med i hendes billeder. Ordet "landskab"
dukkede op i hendes billedtitler, og man begyndte at ane en
drift mod at arbejde med en større genkendelighed.
Det var på det punkt, Merete Barker stod, da der skulle til at
ske noget. Og i 80'ernes slutning blev det klart, hvad New York
- eller snarere USA - satte i gang. For det viste sig, at
"The big Apple" - hvor appetitligt det ellers måtte
være - kun fik sin fulde aroma ved at blive kontrasteret med
sit "træ": De
store oprindelige amerikanske landskaber; Grand Canyons
forunderlige stenformationer; Sequoia naturparken i Californien,
hvor ældgamle kæmpefyrretræer gror.
Den store natur, hvor Merete Barker søgte fred og aflastning
fra den hektiske storby, "tog hende åndeligt", her
kom hun med sine egne ord "på spidsen af en
oplevelse".
De dramatiske kontraster, som Merete Barker oplevede i USA fra
1985, førte til udfoldelsen af, hvad der kunne anes som
allerede liggende i svøb: Dragningen mod naturen førte til
billedets stadig større associationsrigdom og udtryksfylde,
skabt af en ren malerglæde og farvesymfonisk musikalitet, men
til stadighed styret af en stærk underliggende
computerinspireret orden, gentagelse og abstraktion.
Kontrasten mellem kultur og natur, som er så
voldsomt til stede i USA, har Merete Barker også mødt andre
steder: I Spanien, Italien, Tyrkiet, hvor arkitekturruiner står
som gravmæler over svundne kulturer. Sin
søgen ind i dette felt har Merete Barker beskrevet således:
"For at kunne fatte tankens proces for at kunne arbejde i
rummet mellem det bevidste og det ubevidste, opsøger jeg natur
o kulturer, der stadig er synlige, men er ved at blive opslugt a
naturens kræfter. Det er kernen, man må gribe om ved at
bevæge sig der hen, hvor man overfører sig selv til tingene i
en fortættet oplevelse. At male er en lignende rejse". At
hensigten ikke er naturalistisk lighed med et konkret motiv,
bliver klart af den karakteristiske fortsættelse: "Det er
motivet, som bliver opslugt af maleriets natur, så maleriet
bliver sig selv og ikke en illustration af motivet".
"My own Town. Byen under, byen
over", et 360 x 520 cm
stort todelt lærred, blev i foråret 1990 vist på Grønningens
udstilling på Charlottenborg. Herefter blev det med støtte fra
Statens Museumsnævn erhvervet af Vejle Kunstmuseum, som anser
det for at være et af museets hovedværker inden for moderne
kunst. Dets stærke nærvær og udsigelseskraft berettiger til,
at det anses for en syntese af Merete Barkers kunstneriske
bestræbelser i perioden 1985-1989.
Det var derfor med stor interesse, at Vejle
Kunstmuseum modtog Merete Barkers tilbud om at arrangere en
udstilling omkring dette værk og dets tilblivelse. Dertil kom,
at Merete Barker siden "My own Town" havde besøgt
Mexico og Guatemala og der ladet sig fascinere af de indianske
ruinbyer, hvorfor bymotivet igen trængte sig på og søgte
form.
Udstillingen "På vej mod byen" viser således Merete
Barkers kunstneriske "vej", dvs. hendes arbejdsproces
vic fotos, tegninger, maleriske mellemstationer og motivisk
beslægtede billeder og installationer, til hendes to
"endemål": "My own Town" fra 1989 og
"Den fortabte By" fra 1993, begge mammutstore malerier
udført på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk i Gammel
Dok Pakhus i København, hvoraf det sidste er udført specielt
med denne udstilling og det givne udstillingslokale for øje.
Merete Barker takkes varmt for sin udstillingside og for sit
store, engagerede arbejde med såvel katalogets layout som
udstillingens udformning i Vejle Kunstmuseums og Vejle Museums
nye fælles særudstillingslokale på 1. salen i den såkaldte
Dandybygning bag museerne. |
My
own Town. -
Byen under,
byen over
Byen, som rejser sig fra
spørgsmålet om fornuftens grunde af massiv tilfældighed
af bruntonede brokker, der skrider over grænsen af grus
som tunge mål af forskudte planer i ildrød maling står
byen under orange.
Ovenstående sentens befinder sig bagpå et
af de mange skitsebogsblade, som Merete Barker i sommeren 1989
fyldte med tuschpennetegninger fra den tyrkiske by Edirne.
I sin fascination af kontrasten mellem kultur og natur opsøgte
hun i slutningen af 80'erne byer, hvor gamle ruiner stadig står
som monumenter over svundne kulturer, bl.a. Antequera i Spanien
og Bursa og Edirne i Tyrkiet.
Byen som symbol såvel på civilisation som på forgængelighed,
den evige naturs stærke kræfter overfor de menneskeskabte
monumenters timelighed, livets og naturens cyklus - er nogle af
de elementer, som Merete Barker skulle fortætte til det store
todelte maleri "My own Town. Byen under, byen over",
som hun efter en flerårig optakt arbejdede sig frem til i
slutningen af 1989.
Merete Barker benytter sig af en særdeles
målrettet arbejdsmetode: Som en indledende fase samler hun
materiale, som kan tages med tilbage til atelieret og fungere
som hukommelse og igangsætter. Rejsefotos og skitser er vigtige
til dette formål.
I sommeren 1989 er Merete Barker som sagt i Edirne. Skitserne
herfra fortæller noget om hendes måde at arbejde sig ind på
et motiv. Først registreres
byen minutiøst, elementerne er genkendelige: Det er Edirne, der
bliver portrætteret. Herefter
arbejdes der videre med bymotivet, der forenkles, så de
genkendelige elementer reduceres. Motivet udvikler sig til
essensen af "by" - ikke en metropol, ikke en landsby,
ikke en by i en bestemt nation eller i en præcist defineret
tidsalder. Mens Merete Barker udarbejder pennetegningerne,
fylder hun bagsiderne og i mindre grad forsiderne af
skitsebogsbladene med ordbrokker, sentenser og farveangivelser,
som senere kan fungere som en genopfriskning af indtryk, tanker
og ideer.
Hjemme i atelieret igen arbejdes der med farven, og forskellige
motiver, forbundne med "byen", såsom f.eks.
"Facader" eller "Søjlens hoved forvandles ved
husets indgang", afprøves. Det endelige motiv i "My
own Town" kommer nærmere i de orange og ildrøde skitser
til det nederste lærred "Byen under", hvor
farveholdningen allerede var forudset og planlagt i
pennetegningerne, som den ovenfor citerede sentens viser.
"Byen" er nu blevet symboliseret ved bueslag.
"My own Town" kommer sluttelig til
at bestå af to lige store, stærkt rektangulære lærreder,
hvor to langsider er sat sammen, så en skillelinie markeres
tydeligt tværs gennem billedet. "Byen under" er
karakteriseret af det gentagne tegn for bueslag, som giver
associationer til en by af gammel oprindelse. I feltet, hvor de
to lærreder er føjet vandret sammen, trækker en grå kile
sig. I billedets underste venstre side, under kilens bredeste
sted, luer gulorange og orangerøde farvetoner stærkest; i
højre side, hvor kilen spidser til, er det gule næsten døet
ud og bliver erstattet af udbrændte sorte og grå farver i
kombination med en mere tør rød.
Overalt i det underste lærred er farven påsat så tyndt, at
den kan sile ned i tætte strømme og bidrage til følelsen af
sammenbrud, til indtrykket af en by, der går under i bål og
brand, som ved en katastrofe. Men lig enfugl Fønix stiger det
gule og det røde op af det grå i bunden af det øverste
lærred, som en ny morgen stiger op af morgentågen. Farven
siler ikke her; i stedet formes malingen i små rette vinkler,
som øverst friskes af grønt, påsat i mere organisk formede
penselstrøg: "Byen over" synes at starte sit liv på
"Byen under"'s død, i en evig cyklus, hvor også
"Byen over" en dag skal blive "Byen under".
Det er en almindelig erfaring, at billedkunst
kun utilstrækkeligt lader sig nå ad ordets vej. Det skyldes
naturligvis, at en meget stor del af både kunstnerens
arbejdsproces og modtagerens oplevelse ligger i det store felt,
som vi har besvær med at udtrykke i vort kun nødtørftige
dagligsprog: Psykens, perceptionernes, erkendelsens og
indsigtens felt. Altså hele det område, som er bedre egnet til
at lade sig bearbejde ad kunstnerisk vej, som f.eks. i maleri,
musik eller poesi.
Det betyder ikke, at vi ikke kan forsøge at tilnærme os et
billede ad almindelig sproglig vej, som det er forsøgt ovenfor
-vi når blot ikke hele vejen.
Merete Barker har i følgende sentens selv et
bud på, hvordan "My own Town. Byen under, byen over"
kan modsvares i mere poetiske vendinger:
Byen under er slavebunden af en struktur i forfald.
Byen over forsvinder i drømmen om det skønne.
Signe Jacobsen,
museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum
|
|