Signe Jacobsen, skriver i kataloget til udstillingen

MERETE BARKER PÅ VEJ MOD BYEN 

 Vejle Kunstmuseum 12. marts - 17. april 1994

MY OWN TOWN. - BYEN UNDER, BYEN OVER

 
"Der skal ske noget", sagde Merete Barker, inden hun i 1985 tog til New York - og noget skete der.

Ganske vist var det ikke Merete Barkers første besøg i USA -og bestemt heller ikke det sidste -, men det blev alligevel, hvad der siden hen har kunnet ses som katalysatoren for en ny udvikling af hendes billedsprog.

Indtil da havde Merete Barker allerede markeret sig stærkt på den danske kunstscene. Uddannet på Kunstakademiet fra 1966-73 var hun præget af læreren Richard Mortensen og det abstrakte formsprog, som hun videreudviklede ad computerteknisk vej og stadig tydeligere bibragte sin egen kunstneriske identitet, til den stod klar og formet- men bestemt ikke fastlåst. Nogle af de træk, der har karakteriseret Merete Barker næsten fra hendes tidligste begyndelse, er fascinationen af gentagelsen og forkærligheden for at arbejde i billedserier og flere samhørende lærreder, -træk, som vedblivende præger hendes kunst op i 90'erne.

Skønt tydeligt tilhørende den abstrakte ende af skalaen i dansk kunst tog Merete Barker aldrig skridtet fuldt ud til minimalismens forkastelse af enhver genkendelighed i motiverne; tværtimod fik perceptionen, menneskets billedmæssige forestillingsevne, efterhånden mere stof at arbejde med i hendes billeder. Ordet "landskab" dukkede op i hendes billedtitler, og man begyndte at ane en drift mod at arbejde med en større genkendelighed.
Det var på det punkt, Merete Barker stod, da der skulle til at ske noget. Og i 80'ernes slutning blev det klart, hvad New York - eller snarere USA - satte i gang. For det viste sig, at "The big Apple" - hvor appetitligt det ellers måtte være - kun fik sin fulde aroma ved at blive kontrasteret med sit "træ": De store oprindelige amerikanske landskaber; Grand Canyons forunderlige stenformationer; Sequoia naturparken i Californien, hvor ældgamle kæmpefyrretræer gror. 
Den store natur, hvor Merete Barker søgte fred og aflastning fra den hektiske storby, "tog hende åndeligt", her kom hun med sine egne ord "på spidsen af en oplevelse".
De dramatiske kontraster, som Merete Barker oplevede i USA fra 1985, førte til udfoldelsen af, hvad der kunne anes som allerede liggende i svøb: Dragningen mod naturen førte til billedets stadig større associationsrigdom og udtryksfylde, skabt af en ren malerglæde og farvesymfonisk musikalitet, men til stadighed styret af en stærk underliggende computerinspireret orden, gentagelse og abstraktion.

Kontrasten mellem kultur og natur, som er så voldsomt til stede i USA, har Merete Barker også mødt andre steder: I Spanien, Italien, Tyrkiet, hvor arkitekturruiner står som gravmæler over svundne kulturer. Sin søgen ind i dette felt har Merete Barker beskrevet således: "For at kunne fatte tankens proces for at kunne arbejde i rummet mellem det bevidste og det ubevidste, opsøger jeg natur o kulturer, der stadig er synlige, men er ved at blive opslugt a naturens kræfter. Det er kernen, man må gribe om ved at bevæge sig der hen, hvor man overfører sig selv til tingene i en fortættet oplevelse. At male er en lignende rejse". At hensigten ikke er naturalistisk lighed med et konkret motiv, bliver klart af den karakteristiske fortsættelse: "Det er motivet, som bliver opslugt af maleriets natur, så maleriet bliver sig selv og ikke en illustration af motivet".

"My own Town. Byen under, byen over", et 360 x 520 cm stort todelt lærred, blev i foråret 1990 vist på Grønningens udstilling på Charlottenborg. Herefter blev det med støtte fra Statens Museumsnævn erhvervet af Vejle Kunstmuseum, som anser det for at være et af museets hovedværker inden for moderne kunst. Dets stærke nærvær og udsigelseskraft berettiger til, at det anses for en syntese af Merete Barkers kunstneriske bestræbelser i perioden 1985-1989.

Det var derfor med stor interesse, at Vejle Kunstmuseum modtog Merete Barkers tilbud om at arrangere en udstilling omkring dette værk og dets tilblivelse. Dertil kom, at Merete Barker siden "My own Town" havde besøgt Mexico og Guatemala og der ladet sig fascinere af de indianske ruinbyer, hvorfor bymotivet igen trængte sig på og søgte form.
Udstillingen "På vej mod byen" viser således Merete Barkers kunstneriske "vej", dvs. hendes arbejdsproces vic fotos, tegninger, maleriske mellemstationer og motivisk beslægtede billeder og installationer, til hendes to "endemål": "My own Town" fra 1989 og "Den fortabte By" fra 1993, begge mammutstore malerier udført på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk i Gammel Dok Pakhus i København, hvoraf det sidste er udført specielt med denne udstilling og det givne udstillingslokale for øje.

Merete Barker takkes varmt for sin udstillingside og for sit store, engagerede arbejde med såvel katalogets layout som udstillingens udformning i Vejle Kunstmuseums og Vejle Museums nye fælles særudstillingslokale på 1. salen i den såkaldte Dandybygning bag museerne.

My own Town. -

Byen under, byen over

 

Byen, som rejser sig fra spørgsmålet om fornuftens grunde af massiv tilfældighed af bruntonede brokker, der skrider over grænsen af grus som tunge mål af forskudte planer i ildrød maling står byen under orange.

Ovenstående sentens befinder sig bagpå et af de mange skitsebogsblade, som Merete Barker i sommeren 1989 fyldte med tuschpennetegninger fra den tyrkiske by Edirne.
I sin fascination af kontrasten mellem kultur og natur opsøgte hun i slutningen af 80'erne byer, hvor gamle ruiner stadig står som monumenter over svundne kulturer, bl.a. Antequera i Spanien og Bursa og Edirne i Tyrkiet.
Byen som symbol såvel på civilisation som på forgængelighed, den evige naturs stærke kræfter overfor de menneskeskabte monumenters timelighed, livets og naturens cyklus - er nogle af de elementer, som Merete Barker skulle fortætte til det store todelte maleri "My own Town. Byen under, byen over", som hun efter en flerårig optakt arbejdede sig frem til i slutningen af 1989.

Merete Barker benytter sig af en særdeles målrettet arbejdsmetode: Som en indledende fase samler hun materiale, som kan tages med tilbage til atelieret og fungere som hukommelse og igangsætter. Rejsefotos og skitser er vigtige til dette formål.
I sommeren 1989 er Merete Barker som sagt i Edirne. Skitserne herfra fortæller noget om hendes måde at arbejde sig ind på et motiv. Først registreres byen minutiøst, elementerne er genkendelige: Det er Edirne, der bliver portrætteret. Herefter arbejdes der videre med bymotivet, der forenkles, så de genkendelige elementer reduceres. Motivet udvikler sig til essensen af "by" - ikke en metropol, ikke en landsby, ikke en by i en bestemt nation eller i en præcist defineret tidsalder. Mens Merete Barker udarbejder pennetegningerne, fylder hun bagsiderne og i mindre grad forsiderne af skitsebogsbladene med ordbrokker, sentenser og farveangivelser, som senere kan fungere som en genopfriskning af indtryk, tanker og ideer.
Hjemme i atelieret igen arbejdes der med farven, og forskellige motiver, forbundne med "byen", såsom f.eks. "Facader" eller "Søjlens hoved forvandles ved husets indgang", afprøves. Det endelige motiv i "My own Town" kommer nærmere i de orange og ildrøde skitser til det nederste lærred "Byen under", hvor farveholdningen allerede var forudset og planlagt i pennetegningerne, som den ovenfor citerede sentens viser.

"Byen" er nu blevet symboliseret ved bueslag.

"My own Town" kommer sluttelig til at bestå af to lige store, stærkt rektangulære lærreder, hvor to langsider er sat sammen, så en skillelinie markeres tydeligt tværs gennem billedet. "Byen under" er karakteriseret af det gentagne tegn for bueslag, som giver associationer til en by af gammel oprindelse. I feltet, hvor de to lærreder er føjet vandret sammen, trækker en grå kile sig. I billedets underste venstre side, under kilens bredeste sted, luer gulorange og orangerøde farvetoner stærkest; i højre side, hvor kilen spidser til, er det gule næsten døet ud og bliver erstattet af udbrændte sorte og grå farver i kombination med en mere tør rød.
Overalt i det underste lærred er farven påsat så tyndt, at den kan sile ned i tætte strømme og bidrage til følelsen af sammenbrud, til indtrykket af en by, der går under i bål og brand, som ved en katastrofe. Men lig enfugl Fønix stiger det gule og det røde op af det grå i bunden af det øverste lærred, som en ny morgen stiger op af morgentågen. Farven siler ikke her; i stedet formes malingen i små rette vinkler, som øverst friskes af grønt, påsat i mere organisk formede penselstrøg: "Byen over" synes at starte sit liv på "Byen under"'s død, i en evig cyklus, hvor også "Byen over" en dag skal blive "Byen under".

Det er en almindelig erfaring, at billedkunst kun utilstrækkeligt lader sig nå ad ordets vej. Det skyldes naturligvis, at en meget stor del af både kunstnerens arbejdsproces og modtagerens oplevelse ligger i det store felt, som vi har besvær med at udtrykke i vort kun nødtørftige dagligsprog: Psykens, perceptionernes, erkendelsens og indsigtens felt. Altså hele det område, som er bedre egnet til at lade sig bearbejde ad kunstnerisk vej, som f.eks. i maleri, musik eller poesi.
Det betyder ikke, at vi ikke kan forsøge at tilnærme os et billede ad almindelig sproglig vej, som det er forsøgt ovenfor -vi når blot ikke hele vejen.

Merete Barker har i følgende sentens selv et bud på, hvordan "My own Town. Byen under, byen over" kan modsvares i mere poetiske vendinger:

Byen under er slavebunden af en struktur i forfald.

Byen over forsvinder i drømmen om det skønne.

Signe Jacobsen,
museumsinspektør, Vejle Kunstmuseum