MERETE BARKERS kunst var i slutningen af 70'erne uløseligt forbundet med ordet computerteknik. Siden 76 har Merete Barker brugt computeren som værktøj på linje med pensel og farve i sit arbejde med at forene det konstruktive og det ekspressive. Integrationen af to diametralt forskellige holdninger og arbejdsmåder er forløbet over mange mellemstadier, fra rene skærmbilleder, som »Datalandskab I og lI« (henholdsvis 1977 og 79), hvor en abstrakt figur blev opbygget i et 3-dimensionalt koordinatsystem i principielt uendelige variabler, til 80'ernes total-installationer, f.eks. med dias, som blev scannet og med skiftende intervaller projiceret hen over en række tredimensionale trækonstruktioner.

Fælleskarakteristika, som prægede allerede de tidligste serielle, maskinelt fremstillede tuschtegninger, men blev tydeligere i de senere utallige kombinationer af maleri, computergrafik, objekter i mange forskellige materialer, ruminstallationer med kuber, portal-opbygninger og meget andet, er den uopløselige forbindelse af konstruktivt-geometriske former og naturinspirerede strukturer, der i bearbejdningen bevæger sig i mange faser over mod det rene abstrakte tegn, som derved får karkter af kommentar eller overordnet enhed i forhold til de to udgangspunkter: spontan oplevelse og en ordnende, intellektuel systematik.

Billeder og/eller bjælker har mere og mere fået karakter af at være mytiske helhedsvisioner, men - langt fra at være fantasifostre - tværtimod sammenfattet med aktuel teknologi, så at sige set igennem den bevidsthed om dybereliggende strukturer, teknologien for øjeblikket evner at forsyne os med, og udtrykt i et abstrakt billedsporog, der på en gang synliggør de ydre påvirkninger (»landskabet« omkring os i videste forstand) og deres omsætning i indre strømninger.

På en måde er arbejderne blevet enklere, hvad enten det drejer sig om rene malerier eller bemalede konstruktioner. De mange lag er afløst af en kompleks strømning. Computerens mindste enheds-komponent er reduceret til det enkle malerstrøg, der kan gentages i det uendelige til myldrende strukturer, som danner evigt skiftende landskaber, eller vokse til selvstændige tegn, der hæver betydningen af det flygtige landskab op i en højere sfære.

F.eks. er fælleskomponenten i maleri-serien »New York« fra 1985 det enkelte, spontant strøg, som i udformningen lige så vel associerer til data-sporg og by-strukturer som til det helt subjektive tegn. I et tusindtalligt mylder flyder disse tegn sammen i strøm-

mende strukturer, stadig med spor af en udpræget landskabskarakter fra tidligere malerier, men her i en heftigere by-rytme, som igen fortættes i centrale formationer som pyramider, rhomber o.lign., der danner faste holdepunkter af ligelig individuel og konstruktiv karakter.

Sammensmeltningen i et sprog formidler til tilskueren en oplevelse af helhed, en følelse af pludselig at kunne læse det uforståelige alfabet, forstå tegnet. På en gang at kunne danne sig overblik, være i den myldrende bevægelse, se det overordnede perspektiv og sammenfatte det hele i den autentiske oplevelse. Forstået på den måde er Merete Barkers arbejder atypiske for tiden: mens ny-ekspressionistene på en gang afskriver både »den store fortælling« og vender ryggen til teknologien, strækker denne kunst sig efter det hele på en gang og er dermed måske mere i slægt med bl.a. en Capras fysisk/metafysiske verdensbilleder.

Endnu tydeligere er den personlige indgang til det flydende univers i bidraget til den internationale udstilling » Intericon« på Charlottenborg, 1986 arrangeret af gruppen » Ny Abstraction«, som Merete Barker er medlem af. Fortællingen tager herfor som en mangefarvet port - den individuelle tilgang ind i det sort-hvide bjergmassiv til den ene side og de konstruktive strukturer til den anden.

I en række senere sammenstillinger af to kæmpelærreder konstrasteres igen holdningerne - eller nærmest vendes på hovedet - så det klareste horisontal/vertikalformsprog fører til den mest flydende opløsning og omvendt - og især, så selve betydningen ligger i mellemrummene, i sammenføjningernes brudflader. Meningen opstår i den måde, man vælger at organisere informationer og oplevelser på.

Samme tema ligger i objekternes enklere udformning, hvor grundformationerne oftest dannes af geometriske figurer, som får deres betydning for omgivelserne gennem farver og bemalede strukturer. Det gælder f.eks. de bemalede pyramider foran Nikolaj Kirke i 85, de selvlysende, flydende stige-trekanter fra 1986 på dammen ved Albertslund eller »Stige-stabiler«, udført til Nakskov Skulpturpark, 86, hvor en række sammenhængende, bemalede zig-zag-konstruktioner dels kan varieres i det uendelige og dels skaber stadigt nye synsvinkler at opleve landskabet ud fra.

Netop de skiftende udvekslinger mellem flere planer og udvidelsen til stadigt nye positioner er vandmærket gennem denne i enhver forstand bevægelige kunst.

Hellen Lassen, mag. art.