Merete
Barker har mange billeder i sig.
I den nyeste serie "Panorama" er det igen
rejseoplevelser, der har inspireret. Denne gang er det
bjergmassiverne i Yosemite Park i USA. Når vi står midt mellem
disse kæmpe "Panoramaer" og ser på bl.a. billederne
"Nærved blå time", "De tre søstre i
Yosemite" og "Skyggen er kold, solen er varm",
drages vi af det storladne i naturen, det mystiske, det
irrationelle - ja, selve urkraften. Som det så ofte sker under
mødet med Merete Barkers kunst, bliver vi, med afsæt i det
konkrete, sluppet løs i vore egne sindbilleder, vi rives med af
bjergmassivets forrevne tinder og får mulighed for igen at
danne nye billeder.
Tidligere har andre rejseoplevelser inspireret. De kæmpe
sequoia fyrretræer i Californien, middelalderlige katedraler,
Grand Canyon er alle eksempler på disse.
I de sidste 20 år har Merete Barker markeret sig som en
væsentlig repræsentant for sin kunstnergeneration. I midten af
1970erne præsenterede hun publikum for sine banebrydende
eksperimenter med computerkunst. Siden har man kunnet følge
hende på bl.a. Ny Abstraktions udstillinger. Som medlem af
kunstnersammenslutningen Grønningen har hun i de seneste år
slået sit navn yderligere fast i et stort publikums bevidsthed,
og netop i år har hun modtaget en fornem hyldest, da hun fik
overrakt Tagea Brandts Rejselegat.
KUNSTFORENINGEN finder, at tiden nu er inde til at sætte
fokus på Merete Barker og vise spændvidden i hendes
kunstneriske virke. Det sker med en udstilling, der omfatter
højdepunkter i hendes tidligere produktion samt - ikke mindst -
en helt ny serie af malerier, "Panorama", skabt til
KUNSTFORENINGENS store lokale.
KUNSTFORENINGEN vil gerne rette en varm tak til Merete Barker
for et spændende og inspirerende samarbejde.
En stor tak skal specielt rettes til Danisco's Fond, der med
stor entusiasme er gået ind i udstillingen som enesponsor.
Helle Behrndt