Johannes V. Jensen skriver i Paa Danske Veje fra 1931 "Menneskehistorien forløber i 7iin, fra een Sammenhæng med Tilværelsers til en anden, Udvidelse og Vækst, afspejlet i Barnets Udvikling fra Spæd til Voksers. De tidlige Din ligger langt tilbage i Tiden og opfattes derfor som belastet af Ælde " Fortiden er "belastet af ælde", siger en af fortidens største digtere, der nu selv er blevet belastet af historiens og måske især modernitetens ubønhørlige krav om fornyelse og forandring. Den fortid - fundamentet - al nutid er bygget oven på, rammes af forældelse, så Quo Vadis spørgsmålet handler derfor også om, hvad der bliver efterladt, forkastet, glemt. Og hvad der derfor måske bør huskes, hvilket er en del af selve kunstens væsen.

Merete Barker har i 1986 i forbindelse med udstillingen Intericon på Charlottenborg skrevet, at hun opfattede skildringen af abstraktionen som iagttagelser og begrebsverdener i en samlet synliggørelse "for at danne et helhedsbillede af tids-tilstande." Det er det centrale for hende i den moderne kunsts brug af abstraktion. Denne tilgang fik hende på et tidspunkt i slutningen af 1980'erne til at forlade den abstrakte skulptur og installation og opdage fortidens markeringer i såvel naturen som de delvis glemte byer i landskabet.

Hun siger selv om sin forvandling, at træerne (Sequoia) i 1988 var skillelinien, idet farven nu blev selve motivet og dermed fik sit eget liv i værket. Hun sagde: "At forene farve og tanke til flydende masse, der giner genklang i hukommelsens store rum, det er maleprocessen sat på spidsen af bevidstheden." I skitser til Byen Under, inspireret af Edirne i Tyrkiet i 1989, viser hun vej til den lange serie af billeder af fortidens bygninger og byer, der er blevet hendes skæbne og udfordring. Denne linie tilbage er grundlaget for Quo Vadis.

Denne by, der ikke kan udslettes af mindet, er som et stillads 
eller et netværk i hvis rum enhver kan ligge de ting han vil huske. 
Italo Calvino: Byerne og erindringen. 4, De usynlige Byer

Blue city I. Acryl på lærred. 200x390 cm. 2002

Quo Vadis spørgsmålet blev stillet til Peter udenfor det Rom, der skulle være det nye Europas åndelige hovedstad. Inde i Rom lå Colosseum, hvor de romerske kejsere havde underholdt folket med cirkuskrige (gladiatorkampe), vilde dyr, der efter at være blevet mishandlet selv sønderrev forsvarsløse mennesker, og til sidst henrettelser af netop de første kristne. Barbariets makabre scene. Nu et af den moderne by Roms mest markante mindesmærker - et ikon som bygning, som ruin og som fjern erindring.

Det blå aftenlys lægger sig tungt over ruinen med dens mange søjler og fremspring. Konturerne udviskes på samme måde som erindringen om, hvad der oprindelig foregik her, udviskes og forsvinder ind i glemslens tåge. Synet af The blue City forbinder sig naturligt til forestillingen om 'feeling blue', føle den melankoli, der kan gribe en, når man tænker over livets skyggesider. De amerikanske slaver udviklede en hel musikalsk stilart Blues, der kunne tolke disse følel ser. Merete Barker har i tre store malerier, skildret det blå lys over og i Colosseum, så den tabte og uhyggelige fortid kommer til syne og lægger sig til hvile i netop det blå lys - eftertænksomhedens uskarpe lys. Hun har brugt den samme dobbelthed, som hun anvendte i serien Efterbillede i 1997/98. Hvor efterbilledet både er det virtuelle billede, der dannes i øjet og hjernen, når det stærke lys forsvinder, og samtidig den abstrakte erindring vi har af den fortid, vi har oplevet på den ene eller anden måde, og som nu er blegnet og har mistet sin oprindelige farve.

The Blue City-serien skildrer stadier af lys, og oplevelser af en fantastisk ruinarkitektur, hvor fortiden klæber som et langt skrig til stenene og kun bliver frigjort i en kunstnerisk blues, når lyset har den rette stemning, og øjet og bevidstheden danner et helhedsbillede, hvor fortidens erindring smelter sammen med øjeblikkets fysiske perception (syn, lugt, lyd, hudens følelse af vind og varme) og bliver til netop et abstrakt emotionelt billede af, hvordan fortiden er til stede i nuet og dermed stadig har indflydelse på fremtiden.

I det første billede lægger den forsvundne sol endnu et enkelt lysstrejf i det blålige, og man ser ned over det storslåede bygningsværk som tilskueren med overblikket, i iagttagerens eller nyderens rolle. I det andet billede står vi længere nede, der hvor arenaens gulv oprindelig var. Nu gløder der er gyldent lys bag mange af buegangene, smukt og uhyggeligt på samme tid. Man kan iagttages fra disse lysende områder, man kan overvåges, man kan blive ofret i aftenlysets bløde skær. I det tredje billede har man drejet hovedet og ser langs buegangene, som nu næsten er forsvundet i mørket. Man står selv tung som naglet til stedet, kan ikke slippe fornemmelsen af blues blandet med synet af storheden, som netop ruinen nu er.

Man er til stede i flere tidsaldre og flere begrebsverdener midt i nuet. Denne nærhed med evigheden ses eller fornemmes i cirkelslagene, der går igen i bygningen og maleriet netop som en uendelighedsstruktur. Den indeholder et savn, en længsel, et glimt af det fjerne og fortidige. På samme måde som at se ud i rummet mod stjernerne, hvor man samtidig ser tilbage mod universets begyndelse og dermed på grundlaget for livet og på forståelsen af godt og ondt, beskidt og smukt, dødt og levende. Billederne bliver til en form for nekromanti, hvor man erfarer noget om nu- eller fremtiden af den afdøde. Og Colosseum er en afdød i mange forståelseslag. Colosseum er en død by - en nekropolis, et museum over fortiden - som ligger midt i den levende, nutidige by. Merete Barker har med sin serie The Blue City skabt en ny og storslået tolkning af et motiv, som har udfordret kunstnergenerationer siden guldaldermalerne opdagede dets ikoniske og fortællemæssige styrke.

(Det giver kan mening) at opdele byerne i dem der gennem årene
og forandringerne fortsætter med at give længslen deres form,
og dem hvor længslen enten til sidst edsletter byen eller udslettes
af den.
Italo Calvino: De underfundige byer. 2, De usynlige Byer

Der er en dobbelthed til stede når Merete Barker udvælger de byer hun skildrer. På den ene side er det altid konkrete steder, som bliver til skitser, der bliver til malerier. På den anden side anonymiseres eller almengøres skildringen gennem at give billederne titler som My Own Town. Byen under, byen over (1989); Den fortabte by. Byen har en tid. Byen er sin tid (1993), Candi (1997), Efterbillede (1997/9s). Zoner (1997-98), Cityscape. Den gule by (1999), Cityscape. City of the day (1999), Cityscape. City of the night (1999), Den skjulte by (1999-2000), eller bare: Den gyldne By, De sorte Byer, De røde Byer, Den gule By og så senest Den blå By. USA, Kina, Indonesien, Italien, Spanien, Mexico, Indien er de lande, hvor natur og kultur skaber udfordrende billeder, der brænder igennem den komplekse nutid

Vi skal ikke vide nøjagtig, hvor vi er henne. I stedet skal man prøve at genfinde eller fange tonen og stemningen, der gjorde netop dette motiv interessant. Man skal også prøve at åbne bevidstheden for den viden, man allerede ejer (måske som tavs viden), eller man kan skaffe sig information for at forstå netop denne by, man kigger på. Det er dette spejl eller filter, der gør billederne til abstraktioner over det sete, oplevede og erkendte.

Vi bærer en by i sindet - længslen giver den form.
Italo Calvino, De usynlige Byer

Byerne Merete Barker besøger og fornemmer, inden hun skildrer dem, er også forskellige, som de fortidige kulturer, der skabte dem. Denne forskellighed går igen i billederne som bevægelser eller former. I Rom er det ellipsen og cirklen, der går igen som bund, side og himmel. En evig bevægelse og gentagelse som selve livets reproduktion og som nat følger dag i ubrydelig cyklus.

I Mexico er det mødet med de 3 kulturer: Den klassiske indianske symboliseret i de enorme trappesystemer, der fører til en pyramidalsk opstigen - den katolske barok med de enorme altre og hvælvinger -og endelig det modernistiske amerikanske med de firkantede boligblokke og skyskrabere. Det hele samlet i De tre kulturers Plads i Mexico City. Nagle gange, som netop her, synes det hele at smelte sammen og kan ikke længere skilles ad. Mexico er med sin flerkulturelle tilstedeværelse en enorm udfordring til såvel sanserne som kunstnerisk til forholdet mellem den konkrete virkelighed og abstraktionen i nuet.

I Indien er det det labyrintiske og oplevelsen af, at her er der stadig en ubrudt bevidsthedsmæssig kontinuitet til stede. Det er både en Blnck City og De skjulte Byer og så den hellige flod Ganges. Struktur og opløsning er hele tiden til stede. Det historiske glider over i det nutidige - det fortidige lever direkte i det nutidige. Gamle byer og bygninger smelter sammen med landskabets bjerge og klipper, og det er stadig mennesker i byerne.

Byen er et tegn, der danner et sprog, du ikke kender
Italo Calvino, De usynlige Byer

Merete Barkers kunstneriske udvikling førte hendes billeder der ud, hvor farven danner formen. Hvor formen bliver til bygning og byen vokser frem af fortidens mørke og danner sit helt selvstændige abstrakte billedsprog. Et billedsprog, der opleves som meget sanseligt og konkret i sin drømmeagtige konsistens, hvor farven slynger sig som organiske strukturer - en slags kulturelt og kunstnerisk fatamorga - der aldrig synes at kunne fastholdes, men hele tiden sender sine billeder op fra fortiden og gør dem til en del af både nu- og fremtid. Der er både noget gotisk - med den næsten overmenneskelige stræben opad - og noget barokt - trangen til volumen og sanselighed, over Merete Barkers malerier. Gammelt og dog meget moderne på samme tid. Der skabes en dynamik og spænding i billederne, der står i kontrast til de solide øg urokkelige bygningskomplekser, der fylder lærrederne.

Byen er ikke den samme for den, der kommer form uden at drage
ind i den, og for den, der er fanget i den og aldrig kommer ud.
Italo Calvino: Byerne og navnet. 5. De usynlige Byer

Kunsthistorikeren Maria Fabricius skriver i bogen Ruinbilleder (Tiderne Skifter, 1999), at "Bygninger, som befinder sig i en tilstand halvvejs mellem kultur og natur, som gradvist er forfaldet og præget af tidens gang, eller som blot er ødelagt engang i en ikke nærmere bestemt fortid..." eksisterede ikke i Middelalderens verdensbillede. Ruinen er et tema i den vestlige kunsts historie fra omkring 1400tallet, der falder sammen med udviklingen af et systematisk rumperspektiv. De hensmuldrende bygninger er et tegn på tiden, men det udvikles også til at blive et portræt af en historisk arkitektur, hvorved det får tilført en dimension af billede på et individ. Netop portrætkunsten udvikles samtidig med rumperspektivet. Ruinen som metafor for tidens gang og som udtryk for en historisk bevidsthed er en afspejling af modernitetens oprindelse. Samtidig udviklede ruinbilledet sig til en genre, der udbygges med landskabet og horisonten for at skildre den perspektiviske rumlighed både som fysisk og historisk størrelse. Genren er med til at understrege, at forestillingen om mennesket som et enestående væsen med frit råderum over egen skæbne er ved at forsvinde. Ruinen som motiv og genre påpeger Maria Fabricius er "en figuration af uendelighed i tid og rum". Den rummer en særlig åbenhed eller sårbarhed, fordi den er fragmenteret (i forhold til sin egen historie). Den er udtryk for en transformation, der fortsætter ind i fremtiden. Ruinen i maleriet og senere i skulpturen repræsenterer altså et forsøg på at forene den klassiske og den nye kunst.

Det er med Giovanni Piranesi (1720-1778), at den næste afgørende kvalitative forandring i ruinskildringen finder sted. Han er placeret i oplysningstiden med udsyn til industrialiseringen, der tog fart samtidig med, at humanismen definitivt blev knæsat og det politiske og senere det demokratiske samfund voksede frem. Piranesi skabt en stil, hvor ruinmotivet gennem raderinger blev belyst fra alle vinkler. Der er en klar linie videre frem til Palle Nielsen (1920-2000) nøjagtig 200 år senere og hans tryk fra især midten af 1950'erne og frem, hvor han i sine serier om byer udviklede og fastholdt synet på den moderne by som sin egen ruin. Man kan sige, at storbyens evige omformning, ødelæggelse og genfødsel er selve dens livsmulighed. Merete Barker har på sin egen helt personlige måde videreført traditionen.

(Marco polo): Når jeg siger, at den by jeg søger på mine rejser er
usammenhængende i rum og tid, snart spredt, snart tast på, så
må du ikke tro, at man derfor kan ophøre med at lede efter den.
Italo Calvino, De usynlige Byer

Når man står overfor Merete Barkers ofte meget store - ja nærmest monumentale - malerier, så står man midt i en dialog, hvor man må tage stilling til nogle af kulturens grundvilkår. Man får vendt og drejet problemstillinger - gennem den umiddelbare sanselige oplevelse - om den arv af materialitet og æstetisk opfattelse, vi konstant efterlader i landskabet og naturen. Samtidig bliver vi mindet om den ubønhørlige logik, at vi som mennesker ikke efterlader spor. Det gør vi kun som civilisation og kultur - som fællesskab. Barker viser os landskaber båret af netop denne materialitet skabt i tunge farver, der får kultur og natur til næsten at smelte sammen til en enhed af udtryk og betydning.

Forskellige kulturers ruiner bliver i denne syntese af kultur-natur til en ny slags natur. En natur der både omslutter og forener gennem brug af netop arkitekturen, som sammen med de personlige redskaber i sten og metal er menneskets mest markante udtryksformer. Det bliver til en arv, der rækker gennem tiderne. Det er gennem de bygningsværker, vi har efterladt, at en mængde af de store kulturer både har efterladt deres mærke på jorden og samtidig givet eftertiden en mulighed for inspiration til forståelse af sin egen tid. Det er ikke mindst de bygningsværker, der er blevet skabt som religionens og den civile magts stærke bastioner, der indgår i en særlig cyklus af nysgerrighed, udfordring, bevidsthed og indsigt, der kan skabe ny vækst.

Merete Barker giver os mulighed for at anskue byen på en helt særlig måde, og som er på samme internationale niveau som den store italienske forfatter halo Calvino med hovedværket De usynlige Byer, der har indrammet disse afsnit. Byen er den helt centrale menneskelige kulturelle drivkraft, som i sit væsen har udviklet en selvstændig, næsten organisk, struktur, der producerer og lever i sin egen evige forvandling. Byens favntag er udvikling og forandring, der både nedbryder, maser og ødelægger og samtidig opbygger, bevarer og udvikler nye udtryk. Kulturel forståelse og udvikling er afhængig af skabelse af byer, som Calvino så fremragende beskriver i sin lille roman

Ved at Merete Barker rejste ud - og stadig gør det - og så de forsvundne kulturers efterladte eller fortabte byer i Amerika, Asien og Europa og skildrede dem i en ny monumental form - i en ny billedgrammatik - gav hun os et kunstens Janus-spejl. Vi kan anvende det godt til at reflektere over de byer, vi fortsat skaber, og som vi i overmod tror vil leve for evigt. På den måde er hendes billeder også politiske, fordi fortiden er en del af fremtiden, som vi ikke kan benægte.