Charlotte Sabroe
skriver om
Merete Barker i KUNSTFORENINGENS katalog til udstillingen PANORAMA 1992
»At
skabe kunst eller i det hele taget at skabe noget, har i
perioder af historien været omgærdet af en vis mysticisme.
Denne mysticisme er udtryk for det irrationelle i tilværelsen
og har været drivkraften i mange værker. Man har forsøgt at
begribe tilværelsens mangfoldighed.
I en teknologisk tidsalder, hvor hovedvægten bliver lagt på
rationelle handlinger, er det vanskeligt at indpasse de
irrationelle momenter. Kort sagt bliver det mystiske element
svært at håndtere og derfor skudt ud til fordel for det
håndgribelige. Dette skaber en konflikt for de mennesker, der
forsøger at danne en bro mellem de to lejre. De fleste vælger
den ene frem for den anden side.«
Således gjorde Merete Barker status i februar 1983 i
kataloget til Ny Abstraktions udstilling »Projekt 18«. Det er
ikke en forsvarstale for det mystiske i kunsten, men derimod
udtryk for en langvarig fascination af spillet mellem to
modsatrettede kræfter som teknologi og mysticisme eller det
rationelle og det irrationelle. I sine snart 20 år som aktiv
kunstner har hun vist at udfordringen ligger i at bevæge sig i
grænseområdet, hvor de tilsyneladende uforenelige kræfter
mødes. Og dermed afvist entydigheden som et uanvendeligt
postulat. Hendes værker afslører kunstens evne - og måske
pligt - til at bryde med det, som ligner urokkelige
kendsgerninger, hvad enten disse er formuleret af teknologien,
fysikken eller naturen, som i stadig stigende grad er blevet
hendes inspirationskilde.
Merete Barker er uddannet på Kunstakademiet i København
1969-1973. Det var perioden, hvor de internationale tendenser
gik i retning af at minimere det kunstneriske udtryk og
koncentrere sig om nogle få grundlæggende principper. Ser man
på Merete Barkers konsekvente arbejde med at forenkle og
reducere sine kunstneriske virkemidler til primære strukturer
og moduler, kan der hævdes en vis inspiration fra minimalismen,
som denne tendens er blevet kaldt. Det er dog langt fra alle
minimalisternes synspunkter, Merete Barker har kunnet dele. Det
gælder ikke mindst deres målsætning om en objektiv kunst, der
var befriet for spontanitet og associationer. Netop kunstens
evne til at fremkalde associationer har optaget hende i stadig
stigende grad, og understreger hendes uvilje mod entydige
løsninger.
Derfor er det også naturligt, at Merete Barkers tidlige
forbilleder ikke findes blandt de strenge minimalister. Hun har
søgt lidt længere tilbage og interesseret sig for en række
amerikanske kunstnere, som i 50erne og 60erne tegnede sig for en
radikal nytænkning omkring maleriet som udtryksform.
Det gælder Frank Stella og Kenneth Nolands eksperimenter med
»shaped canvases« og »hard edge«, hvor de sætter
spørgsmål ved lærredets traditionelle rolle som billedbærer.
Og det gælder den mere irrationelle Ad Reinhard, som i sine
næsten ensfarvede, mørke malerier arbejdede frem mod en
meditativ stilhed og tomhed.
COMPUTEREN SOM REDSKAB
Imidlertid blev det ikke nogen af disse tidlige inspiratorer,
der for alvor satte skub i Merete Barkers udvikling. Det
afgørende skridt blev taget da hun i midten af 70erne fik
lejlighed til at eksperimentere med computergrafik. I
databehandlingen fandt hun ikke alene reskabet til at udvikle
nogle grundstrukturer og moduler. Computeren var også med sine
strengt logiske funktioner indbegrebet af ny teknologi og stod
som sådan i en skærende, ja næsten truende kontrast til de
såkaldt intuitive, kreative kræfter.
Og i denne øjensynlige barriere mellem kunst og teknologi fandt
Merete Barker en udfordring, som førte til, at hun blev en af
de dengang meget få kunstnere, der inddrog computeren som et
kunstnerisk redskab.
De første forsøg foretog hun i 1975-76, da hun
videreudviklede nogle abstrakte håndtegninger ved hjælp af et
grafisk program. Eksperimenterne fortsatte på Datalaboratoriet
ved Institut for Byggeteknik, hvor hun fik stillet et anlæg til
rådighed samt programmet »Monster«, der var specielt beregnet
til figuropbygning i et 3-dimensionelt koordinatsystem.
De tidlige »Datalandskaber« bestod af et net af linier, som
blev varieret i en næsten uendelig grad. Senere
eksperimenterede hun med kubiske figurer, som hun gentog i
forskellige vinkler og forskydninger, for endelig at nå frem
til de karakteriske strukturer, der bygger på
computer-»raster«.
Fælles for alle forsøgene var, at de fastholdt en dialog
mellem den logiske teknik og den menneskelige intuition.
Dialogen opstod enten ved at kunstneren bearbejdede
computertegningen eller omvendt ved at hun lod computeren
bearbejde sin egen tegning.
NY ABSTRAKTION
I 1977 var Merete Barker med til at starte
kunstnersammenslutningen Ny Abstraktion. I modsætning til de
traditionelle sammenslutninger byggede Ny Abstraktion på et
holdnings- eller idefællesskab. Udgangspunktet var rummet. I
starten gjaldt det først og fremmest det illusionistiske
billedrum, en rumvirkning som Merete Barker forlenede med en
næsten konstruktivistisk dynamik i sine tidlige
computertegninger. Senere vendte interessen sig i stigende grad
mod det konkrete udstillingsrum og allerede i 1979 var
udstillingen viet til installationer, der på forskellig vis tog
udgangspunkt i rummets dimensioner.
PÅ VEJ MOD SKULPTUREN
På de følgende udstillinger med Ny Abstraktion kunne man
iagttage, hvorledes Merete Barker efterhånden inddrog den
tredimensionelle ruminstallation i sit kunstneriske univers. De
første skridt fra væggen ud i rummet blev taget, da hun i 1981
viste installationen » kubespil«. Den var bygget op omkring en
simpel geometrisk figur, kuben, som hun varierede ved hjælp af
det grafiske computerprogram »Monster«. Installationen
beskriver en proces, hvor kuberne fødes af billedet og herpå
manifesterer sig som henholdsvis fri figur på væggen og rumlig
figur på gulvet. Resultatet var en samhørighed mellem billedet
og figur og videre mellem illusion og konkretion.
Sideløbende med at installationen fik en mere markan plads i
Merete Barkers virke, konfronteredes man med en spændende
dialog mellem maleriet, skulpturen og arkitekturen.
Arkitekturen var nu ikke blot
nærværende som fysisk ramme for værkerne. Den indgik også
som et tematisk udgangspunkt i f.eks. »Indgange« fra 1983,
»Korthuset« fra 1984 og »Pyramiderne« fra 1985.
I »Indgange« og i »Korthuset« har Merete Barker kombineret
maleri og skulpturel installation på en bemærkelsesværdig
måde, der griber tilbage til Frank Stellas og Kenneth Nolands
undersøgelser af lærredet som objekt. Men hvor Stella og
Norland understregede objektkarakteren ved at forenkle det
maleriske udtryk og ændre på lærredernes traditionelle form,
så opnåede Merete Barker en lignende virkning ved at anvende
ekspressive malerier som byggeklodser eller elementer i sine
installationer.
Når Merete Barker bevidst har benyttet meget ekspressive
malerier som byggeklodser, hænger det formentlig sammen med, at
hun aldrig har kunnet forlige sig med minimalisternes forsøg
på at lukke af for enhver forestilling om rum i deres billeder.
I stedet valgte hun at acceptere, at når man påfører maling
på et lærred, vil der opstå en rumlig illusion. Det betød
ikke alene, at hun udviklede maleriet som kunstnerisk
udtryksform. Muligheden for at opløse en flade ved hjælp af
penselstrøg videreførte hun til sine skulpturelle
konstruktioner, som hun bemalede, således at den forventede
plasticitet eller massivitet blev ophævet.
Generelt kan man sige at Merete Barker med sine
konstruktioner og installationer fra 1980ernes første halvdel
bevægede sig ud i et nyt grænseområde og spurgte til de
vedtagne definitioner af kunstens kategorier. Samtidig
afspejlede hendes værker imidlertid også en stadig større
bevidsthed om rummet eller de omgivelser, de skulle indgå i.
For Merete Barker - som for ligesindende europæiske og
amerikanske kunstnere - var kunstværket ikke et isoleret
objekt, men en del af den arkitektoniske helhed, det blev skabt
til. Hvad enten det drejede sig om et udstillingsrum, et byrum
eller en anden »environment«, måtte kunstneren forholde sig
til de givne forhold som proportioner, materialer og lys. Det
stillede nogle krav til kunstværket, men åbnede også op for
at kunstneren kunne gå ind og påvirke rummet.
Op gennem 1980erne har Merete Barker taget sådanne rumlige
udfordringer op og gået i dialog med vidt forskellige
lokaliteter. I 1987 skabte hun sin »Masteskov« -en
installation på Peblingesøen i København. Med tydelige
associationer til skibsmaster kan skulpturen også ses som en
anderledes og spændende variant af det gentagelsesprincip, som
har fascineret hende siden de tidligste forsøg med computeren.
I denne installation er det blot ikke teknologien, men vandet
som blander sig i processen og ved hjælp af spejlinger
fortsætte hvor kunstneren slap.
Igennem hele sit kunstneriske virke har Merete Barker været i
en konstant og intens dialog med sine omgivelser. Hendes
produktion vidner om nysgerrighed og en unik åbenhed overfor,
hvad der foregår omkring hende. Vi har set, hvorledes hun
forholder sig til vidt forskellige fænomener - fra kunstneriske
problemstillinger over videnskabelige landvindinger til de
aktuelle fysiske omgivelser.
Inspirationskilderne er mange. I de seneste år er de udsprunget
fra hendes mange rejser til Sydeuropa og til USA. Udover de
stadigt tilbagevendende arkitektoniske motiver, har rejserne
budt på naturoplevelser, ofte af en monumental og overvældende
karakter, som f.eks. de gigantiske sequoia-træer eller de
massive bjergformationer. Merete Barker samler sine indtryk,
lader dem glide gennem erindringen inden de bearbejdes i
malerisk form. Som sådan kan de læses som bearbejdelser af
fysiske sansninger, eller de kan opleves som psykiske landskaber
rige på associationer.
Der er med andre ord ikke tale om impressionistiske
registreringer af omgivelserne. Og endnu mindre om
landskabsbilleder i traditionel forstand.
Til gengæld kan man i disse »naturbilleder« se hvorledes hun
på en ny måde behandler sit tilbagevendende kunstneriske tema:
at udfordre de principper, der umiddelbart synes ubrydelige. Kun
ved at spørge til tingene - selvom de
ligner urokkelige kendsgerninger-kan man nå ind til det
grundlæggende.
I en helt nye serie malerier har Merete Barker taget
udgangspunkt i nogle store bjergformationer, oplevet under en
rejse til Californien. Billederne virker fysisk set
overvældende i deres monumentalitet, og bjergene skyder op som
kæmpemonolitter. En nærmere iagttagelse afslører imidlertid
at den massivitet, der jo kendetegner et bjerg, er opløst til
nogle skylignende formationer som resultat af en malerisk
bearbejdning, som er om muligt endnu mere ekspressiv og voldsom
end vi har set det tidligere. Merete Barker spørger således
til bjergenes massivitet ved at opløse billedfladen i et
illusorisk billedrum, som man mentalt kan vandre ind i og tage
ophold i. Der er med andre ord føjet en metafysisk dimension
til billedernes iøvrigt meget fysiske kvaliteter.
Skønt disse nye billeder peger frem mod nogle nye,
spændende muligheder i Merete Barkers kunst fastholder de dog
også det ledemotiv der løber som en rød tråd gennem hendes
produktion. Hvad enten det er teknologien der konfronteres med
kunsten, det rationelle med det irrationelle, intellektet med
intuitionen, eller det fysiske med det metafysiske, så handler
det på mange måder om det samme: at bygge bro mellem
væsensforskellige principper og dermed åbne op for nye
oplevelser og erkendelser.
Charlotte Sabroe 1992
|
|