Charlotte Sabroe

skriver om Merete Barker i KUNSTFORENINGENS katalog til udstillingen PANORAMA 1992

 

»At skabe kunst eller i det hele taget at skabe noget, har i perioder af historien været omgærdet af en vis mysticisme. Denne mysticisme er udtryk for det irrationelle i tilværelsen og har været drivkraften i mange værker. Man har forsøgt at begribe tilværelsens mangfoldighed.
I en teknologisk tidsalder, hvor hovedvægten bliver lagt på rationelle handlinger, er det vanskeligt at indpasse de irrationelle momenter. Kort sagt bliver det mystiske element svært at håndtere og derfor skudt ud til fordel for det håndgribelige. Dette skaber en konflikt for de mennesker, der forsøger at danne en bro mellem de to lejre. De fleste vælger den ene frem for den anden side.«

Således gjorde Merete Barker status i februar 1983 i kataloget til Ny Abstraktions udstilling »Projekt 18«. Det er ikke en forsvarstale for det mystiske i kunsten, men derimod udtryk for en langvarig fascination af spillet mellem to modsatrettede kræfter som teknologi og mysticisme eller det rationelle og det irrationelle. I sine snart 20 år som aktiv kunstner har hun vist at udfordringen ligger i at bevæge sig i grænseområdet, hvor de tilsyneladende uforenelige kræfter mødes. Og dermed afvist entydigheden som et uanvendeligt postulat. Hendes værker afslører kunstens evne - og måske pligt - til at bryde med det, som ligner urokkelige kendsgerninger, hvad enten disse er formuleret af teknologien, fysikken eller naturen, som i stadig stigende grad er blevet hendes inspirationskilde.

Merete Barker er uddannet på Kunstakademiet i København 1969-1973. Det var perioden, hvor de internationale tendenser gik i retning af at minimere det kunstneriske udtryk og koncentrere sig om nogle få grundlæggende principper. Ser man på Merete Barkers konsekvente arbejde med at forenkle og reducere sine kunstneriske virkemidler til primære strukturer og moduler, kan der hævdes en vis inspiration fra minimalismen, som denne tendens er blevet kaldt. Det er dog langt fra alle minimalisternes synspunkter, Merete Barker har kunnet dele. Det gælder ikke mindst deres målsætning om en objektiv kunst, der var befriet for spontanitet og associationer. Netop kunstens evne til at fremkalde associationer har optaget hende i stadig stigende grad, og understreger hendes uvilje mod entydige løsninger.

Derfor er det også naturligt, at Merete Barkers tidlige forbilleder ikke findes blandt de strenge minimalister. Hun har søgt lidt længere tilbage og interesseret sig for en række amerikanske kunstnere, som i 50erne og 60erne tegnede sig for en radikal nytænkning omkring maleriet som udtryksform.
Det gælder Frank Stella og Kenneth Nolands eksperimenter med »shaped canvases« og »hard edge«, hvor de sætter spørgsmål ved lærredets traditionelle rolle som billedbærer. Og det gælder den mere irrationelle Ad Reinhard, som i sine næsten ensfarvede, mørke malerier arbejdede frem mod en meditativ stilhed og tomhed.


COMPUTEREN SOM REDSKAB

Imidlertid blev det ikke nogen af disse tidlige inspiratorer, der for alvor satte skub i Merete Barkers udvikling. Det afgørende skridt blev taget da hun i midten af 70erne fik lejlighed til at eksperimentere med computergrafik. I databehandlingen fandt hun ikke alene reskabet til at udvikle nogle grundstrukturer og moduler. Computeren var også med sine strengt logiske funktioner indbegrebet af ny teknologi og stod som sådan i en skærende, ja næsten truende kontrast til de såkaldt intuitive, kreative kræfter.
Og i denne øjensynlige barriere mellem kunst og teknologi fandt Merete Barker en udfordring, som førte til, at hun blev en af de dengang meget få kunstnere, der inddrog computeren som et kunstnerisk redskab.

De første forsøg foretog hun i 1975-76, da hun videreudviklede nogle abstrakte håndtegninger ved hjælp af et grafisk program. Eksperimenterne fortsatte på Datalaboratoriet ved Institut for Byggeteknik, hvor hun fik stillet et anlæg til rådighed samt programmet »Monster«, der var specielt beregnet til figuropbygning i et 3-dimensionelt koordinatsystem.

De tidlige »Datalandskaber« bestod af et net af linier, som blev varieret i en næsten uendelig grad. Senere eksperimenterede hun med kubiske figurer, som hun gentog i forskellige vinkler og forskydninger, for endelig at nå frem til de karakteriske strukturer, der bygger på computer-»raster«.

Fælles for alle forsøgene var, at de fastholdt en dialog mellem den logiske teknik og den menneskelige intuition. Dialogen opstod enten ved at kunstneren bearbejdede computertegningen eller omvendt ved at hun lod computeren bearbejde sin egen tegning.


NY ABSTRAKTION

I 1977 var Merete Barker med til at starte kunstnersammenslutningen Ny Abstraktion. I modsætning til de traditionelle sammenslutninger byggede Ny Abstraktion på et holdnings- eller idefællesskab. Udgangspunktet var rummet. I starten gjaldt det først og fremmest det illusionistiske billedrum, en rumvirkning som Merete Barker forlenede med en næsten konstruktivistisk dynamik i sine tidlige computertegninger. Senere vendte interessen sig i stigende grad mod det konkrete udstillingsrum og allerede i 1979 var udstillingen viet til installationer, der på forskellig vis tog udgangspunkt i rummets dimensioner.


PÅ VEJ MOD SKULPTUREN

På de følgende udstillinger med Ny Abstraktion kunne man iagttage, hvorledes Merete Barker efterhånden inddrog den tredimensionelle ruminstallation i sit kunstneriske univers. De første skridt fra væggen ud i rummet blev taget, da hun i 1981 viste installationen » kubespil«. Den var bygget op omkring en simpel geometrisk figur, kuben, som hun varierede ved hjælp af det grafiske computerprogram »Monster«. Installationen beskriver en proces, hvor kuberne fødes af billedet og herpå manifesterer sig som henholdsvis fri figur på væggen og rumlig figur på gulvet. Resultatet var en samhørighed mellem billedet og figur og videre mellem illusion og konkretion.

Sideløbende med at installationen fik en mere markan plads i Merete Barkers virke, konfronteredes man med en spændende dialog mellem maleriet, skulpturen og arkitekturen.
Arkitekturen var nu ikke blot nærværende som fysisk ramme for værkerne. Den indgik også som et tematisk udgangspunkt i f.eks. »Indgange« fra 1983, »Korthuset« fra 1984 og »Pyramiderne« fra 1985.
I »Indgange« og i »Korthuset« har Merete Barker kombineret maleri og skulpturel installation på en bemærkelsesværdig måde, der griber tilbage til Frank Stellas og Kenneth Nolands undersøgelser af lærredet som objekt. Men hvor Stella og Norland understregede objektkarakteren ved at forenkle det maleriske udtryk og ændre på lærredernes traditionelle form, så opnåede Merete Barker en lignende virkning ved at anvende ekspressive malerier som byggeklodser eller elementer i sine installationer.

Når Merete Barker bevidst har benyttet meget ekspressive malerier som byggeklodser, hænger det formentlig sammen med, at hun aldrig har kunnet forlige sig med minimalisternes forsøg på at lukke af for enhver forestilling om rum i deres billeder. I stedet valgte hun at acceptere, at når man påfører maling på et lærred, vil der opstå en rumlig illusion. Det betød ikke alene, at hun udviklede maleriet som kunstnerisk udtryksform. Muligheden for at opløse en flade ved hjælp af penselstrøg videreførte hun til sine skulpturelle konstruktioner, som hun bemalede, således at den forventede plasticitet eller massivitet blev ophævet.

Generelt kan man sige at Merete Barker med sine konstruktioner og installationer fra 1980ernes første halvdel bevægede sig ud i et nyt grænseområde og spurgte til de vedtagne definitioner af kunstens kategorier. Samtidig afspejlede hendes værker imidlertid også en stadig større bevidsthed om rummet eller de omgivelser, de skulle indgå i. For Merete Barker - som for ligesindende europæiske og amerikanske kunstnere - var kunstværket ikke et isoleret objekt, men en del af den arkitektoniske helhed, det blev skabt til. Hvad enten det drejede sig om et udstillingsrum, et byrum eller en anden »environment«, måtte kunstneren forholde sig til de givne forhold som proportioner, materialer og lys. Det stillede nogle krav til kunstværket, men åbnede også op for at kunstneren kunne gå ind og påvirke rummet.

Op gennem 1980erne har Merete Barker taget sådanne rumlige udfordringer op og gået i dialog med vidt forskellige lokaliteter. I 1987 skabte hun sin »Masteskov« -en installation på Peblingesøen i København. Med tydelige associationer til skibsmaster kan skulpturen også ses som en anderledes og spændende variant af det gentagelsesprincip, som har fascineret hende siden de tidligste forsøg med computeren.

I denne installation er det blot ikke teknologien, men vandet som blander sig i processen og ved hjælp af spejlinger fortsætte hvor kunstneren slap.
Igennem hele sit kunstneriske virke har Merete Barker været i en konstant og intens dialog med sine omgivelser. Hendes produktion vidner om nysgerrighed og en unik åbenhed overfor, hvad der foregår omkring hende. Vi har set, hvorledes hun forholder sig til vidt forskellige fænomener - fra kunstneriske problemstillinger over videnskabelige landvindinger til de aktuelle fysiske omgivelser.
Inspirationskilderne er mange. I de seneste år er de udsprunget fra hendes mange rejser til Sydeuropa og til USA. Udover de stadigt tilbagevendende arkitektoniske motiver, har rejserne budt på naturoplevelser, ofte af en monumental og overvældende karakter, som f.eks. de gigantiske sequoia-træer eller de massive bjergformationer. Merete Barker samler sine indtryk, lader dem glide gennem erindringen inden de bearbejdes i malerisk form. Som sådan kan de læses som bearbejdelser af fysiske sansninger, eller de kan opleves som psykiske landskaber rige på associationer.
Der er med andre ord ikke tale om impressionistiske registreringer af omgivelserne. Og endnu mindre om landskabsbilleder i traditionel forstand.
Til gengæld kan man i disse »naturbilleder« se hvorledes hun på en ny måde behandler sit tilbagevendende kunstneriske tema: at udfordre de principper, der umiddelbart synes ubrydelige. Kun ved at spørge til tingene - selvom de ligner urokkelige kendsgerninger-kan man nå ind til det grundlæggende.
I en helt nye serie malerier har Merete Barker taget udgangspunkt i nogle store bjergformationer, oplevet under en rejse til Californien. Billederne virker fysisk set overvældende i deres monumentalitet, og bjergene skyder op som kæmpemonolitter. En nærmere iagttagelse afslører imidlertid at den massivitet, der jo kendetegner et bjerg, er opløst til nogle skylignende formationer som resultat af en malerisk bearbejdning, som er om muligt endnu mere ekspressiv og voldsom end vi har set det tidligere. Merete Barker spørger således til bjergenes massivitet ved at opløse billedfladen i et illusorisk billedrum, som man mentalt kan vandre ind i og tage ophold i. Der er med andre ord føjet en metafysisk dimension til billedernes iøvrigt meget fysiske kvaliteter.

Skønt disse nye billeder peger frem mod nogle nye, spændende muligheder i Merete Barkers kunst fastholder de dog også det ledemotiv der løber som en rød tråd gennem hendes produktion. Hvad enten det er teknologien der konfronteres med kunsten, det rationelle med det irrationelle, intellektet med intuitionen, eller det fysiske med det metafysiske, så handler det på mange måder om det samme: at bygge bro mellem væsensforskellige principper og dermed åbne op for nye oplevelser og erkendelser.

Charlotte Sabroe 1992