"Alt i en kunstners liv er indbyrdes
 forbundet i overensstemmelse med
den indre udviklings ubøjelige logik"

Marcel Proust

Hendes maleri i 1990'erne er ofte benævnt som værende ekspressionistisk, men efter min mening indebærer dette en urimelig begrænsning i forhold til vægtningen af kompositionens kreative systematik, som er en bærende faktor i de store malerier med motiver fra USA, Mexico, Indien, Tyrkiet og andre i vore øjne eksotiske steder. På trods af den anvendte penselgestiks intuitive karakter er også disse malerier styret af en egen logik, hvormed Merete Barker har formået at skabe en solid syntese af konventionelt set modsatrettede bestræbelser.

Umiddelbart synes den minimalistisk inspirerede konstruktion og det ekspressive maleri at være hinandens modpoler. Et milanesisk værk tilsigter anonymitet ved at fjerne kunstnersubjektets aftryk på det; først i mødet med omgivelserne og betragteren opstår der en betydning. Et sådant kunstværk interagerer følgelig med sin omverden. Derimod repræsenterer det ekspressive værk en ganske modsat kunstnerisk strategi. Kernen i en gængs definition af ekspressionisme er det unikke kunstnersubjekts personlige aftryk på værket, hvor følelser og sindsstemninger definerer det som en projektion af kunstnerens temperament og livssyn. Det ekspressive værk karakteriseres og analyseres ofte med litterære udtryk hentet fra poesien og dramaet. Sådanne benævnelser og metaforer kommer hurtigt til kort i forbindelse med minimalismen, hvor en terminologi fra videnskaben eller filosofien ofte vil være mere anvendelig. Tidligt blev Merete Barker opmærksom på en ny teknologis muligheder med hensyn til billeddannelser. Som en af de meget få danske billedkunstnere begyndte hun i midten af 1970'erne at eksperimentere med grafik skabt via computer, og hun blev tilknyttet Datalogilaboratoriet på Kunstakademiets Arkitektskole i 1976. Med et specielt program til sin disposition eksperimenterede hun med geometriske former, som for eksempel kuben, der blev multipliceret og samtidig kunne fremtræde i forskellige størrelser. Således kunne den konkrete geometriske figur forvandles til mange andre figurer af større eller mindre kompleksitet. Princippet var, at en og samme grundfigur optrådte i forskellige konfigurationer. Ved hjælp af computeren undersøgte Merete Barker basale principper for billeddannelse og billedperception og for, hvordan rum kan artikuleres uden anvendelse af det klassiske centralperspektiv. Disse fremsynede eksperimenter mundede ud i serier af grafiske papirarbejder og desuden i tredimensionelle skulpturelle objekter.

Billedkunst har altid et mellemværende med virkeligheden. Den modernistiske non-figurative maler søgte at distancere sig fra virkeligheden i en afstandtagen; men virkeligheden kan også lukkes så meget ind i værket, at det nærmest forsvinder, som en del tiltag har vist, især i 1960'erne og senere. Merete Barkers aktuelle kunstneriske mellemværende med virkeligheden dyrker ikke sådanne ekstremer. Hendes indfaldsvinkel til verden er snarere fænomenologisk funderet og dermed virkelighedstolkende, hvor hun fokuserer på fragmenter og aldrig den totale, vide verden under et blik. Hendes installatoriske værker og de kæmpestore malerier vidner konkret om en sådan tilgang. Men det gør også det faktum, at hun må opsøge sit motiv ansigt til ansigt og med sin krop og alle sanser være tilstede lige præcis der, hvor genstanden for hendes interesse befinder sig. Rejsemålene er talrige: de urgamle og gigantiske kæmpefyrretræer, Sequoia'erne, i Californien; Grand Canyon i USA; indianske kulturers bygninger i Mexico og Guatemala; andre fortidsmonumenter i Kina, Indien og Tyrkiet. Når Merete Barker foretager sine "arkæologiske" rejser, er det ikke med den sædvanlige turists hastighed, idet hendes ophold ofte strækker sig over flere måneders varighed. Verden fødes ikke på ny, den er der allerede, og det er dette "allerede", som hun udforsker og som gennem hendes kunstneriske filter transformeres fra en fysisk realitet til at blive personlige billeder af virkeligheden. Med et præcist snit fortolker hun århundreders gamle kulturbyer og landskaber. Tiden og dens efterladte spor får sin prægnans i hendes mellemværende med virkeligheden, hvor det, der er ved at forsvinde, har en særlig bevågenhed. Som en passioneret samler medvirker Merete Barker til at redde disse spor fra undergang. Og som en samler benytter hun en vis systematik i sin måde at organisere sit værk og skabe en ny virkelighed.

Sideløbende med Merete Barkers undersøgelser af formskaben ad teknologiens vej var og er hun optaget af billedets egen rumlige funktion og dets betydning for det omgivende rum. En konsekvens af en sådan flerstrenget rumlig orientering er, at hendes opmærksomhed i høj grad også er rettet mod billedets dialogiske muligheder overfor betragteren. Hun anvender form til at skabe en dialog om et konkret emne, som hun så varierer og kommenterer fra billede til billede. Emnet er som allerede nævnt usædvanlige forekomster, skabt af naturen eller mennesket. Forekomster som trækker lange spor tilbage i tiden, ufattelige i deres storhed som monumenter over naturens formåen og menneskets visioner om en fremtid, som dog nu for længst er gået til grunde. I dag står ruinerne som mindesmærker over den tabte tid; i de forladte templer og huse kommer tavsheden til udtryk i farver, former og rum. Netop fordi kunstnerens inspiration er det forgangnes eksistens i nutiden, kan hun med farve og form fastholde et adækvat udtryk for en kontinuitet, hvori betragteren delagtiggøres. Billedtitler som Den fortabte by, Fra skyggernes land og Energiens spor understreger værkernes universelle sigte, for nok kan udgangspunktet være identificerbare lokaliteter, men resultatet er langt fra at være topografisk dokumentation. Gentagelse, forskydning og afgrænsning er nogle af de stabiliserende faktorer i Merete Barkers arbejder. Det gælder, hvad enten hun zoomer ind på sit motiv, og forstørrer det enerådende som i Sequoiamalerierne fra slutningen af 1980'erne, eller hun fokuserer på bygninger, der gentages og forskydes hen over lærredet som for eksempel i De skjulte byer (2000) og i mange tidligere malerier. Hun opdeler et stort billede i et mønster af afgrænsede mindre elementer, der tilsammen udgør et slags atlas over motivet. I kompositionen skiftes der blikretninger og blikintensiteter ligesom vi ubevidst gør det, når vi ser os omkring og indtrykket af omgivelserne skifter karakter, skønt de faktisk er konstante. I billederne er forholdet mellem den faste form og måden, vi perciperer og fastholder denne form i vores forestilling om den en væsentlig underliggende omstændighed.

Merete Barker fremstiller i 1987 den skulpturelle struktur The multipliciry of X. Værket består af en række neutralt bemalede træstave monteret i krydsform, hvor stavenes endeflader er markeret med signalfarver. Afhængigt af de enkelte elementers antal og af betragterens synsvinkel på dem, ændrer skulpturen karakter fra statisk til dynamisk struktur. Grundmodulet er en fuldstændig åben og enkel form, der intet tilslører om sin konstruktion, men mangfoldiggjort og sammensat i rummet opstår der skyggespil og oplevelsen bliver et indtryk af en uoverskuelig uendelighed. Værket er således i princippet uendeligt, kun de fysiske rammer sætter grænser for dets udstrækning. Med en højde på to meter møder værket betragteren som et ligevægtigt legeme i rummet, en materiel realitet, hvortil man må forholde sig aktivt og deltagende. Kunstneren har sørget for, at betragteren også ledes hen på detaljens forhold til helheden, idet hun fremhæver endefladernes prægnante bemaling som modsætning til den øvrige strukturs grå farve. Selv om man kan fortabe sig blandt de mange krydsende linieforløb, bryder værket ikke sammen for ens blik, idet opmærksomheden hele tiden ledes tilbage til endefladernes funktion som punkter, der forbinder en overordnet kontur.

En omverdensforståelse af en sådan fænomenologisk karakter hai visse ligheder med nogle synspunkter, som er formuleret af den franske matematiker Rene Thom i bogen Apologie du Logos (Paris, 1990), hvor han forsøger en brobygning mellem videnskab og kunst. Interessant i denne sammenhæng, er Thoms teori om, at al form er dannet via ganske få organisationsprincipper, og det gælder for såvel vore omgivelser som de forestillingsbilleder, tanker og ord, vi benytter. De principper, der forestår stabiliteten i det, som vi ser udadtil er de samme som dem, der forvalter stabiliteten i vore meninger. For at vi overhovedet kan opfatte noget, må både form og vi selv være i en vis stabil tilstand, samtidig med at der naturligvis bestandigt indtræffer forandringer. En sådan stabil tilstand i The multiplicity of X skaber Merete Barker ikke mindst ved gentagelsen af sin yderst enkle geometriske form.

Merete Barker blev omkring 1990 synligt optaget af nye lag af virkeligheden ofte forbundet med oplevelsen af fjerntliggende lokaliteter. Forinden havde hun skabt en del store, midlertidige skulpturelle værker i byrummet med relationer til urbanitetens forskellige signaler og koder, men nu blev byens hurtige puls erstattet med historiens og erindringens langstrakte tidsperspektiv. Hun genkalder sig indtryk og oplevelser med akrylfarver på store lærreder, der lejlighedsvis udstilles i kombinationer med udstrakte skulpturpanoramaer på gulvet. Langt fra at være traditionsbundet, ekspressionistisk landskabsmaleri udmærker disse billeder sig ved deres konceptuelle indfaldsvinkel, idet kompositionernes ordningsprincipper og stabiliseringer viderefører en hel række af de ideer, som også var grundlaget i Merete Barkers tidligere arbejde. Da hendes ærinde er at fastholde erindringen om en fremtoning, som hun har set og sanset, må konturerne ifølge sagens natur udviskes og sløres for at understrege denne funktion i "den æstetiske virknings ekstreme følsomhed over for de mindste variationer i formen" (Thom).

Den fortabte by fra 1993 er et eksempel på et monumentalt genkaldelsesbillede, hvor titlen spiller sammen med maleriets motiv. Hule- eller husformer multipliceres og transformeres hen over lærredet, der er opdelt i sektioner af visualiserede erindringsglimt som fastholdes i deres respektive afgrænsninger, men som penselstrøgenes formdannende aktivitet dog samtidig forsøger at ophæve. Der er en indbygget dialektisk modsætning i maleriets struktur. Sektionernes farveskift samt penselstrøgenes lange og korte spor modsvares af præcise vertikale og en enkelt horisontal markering eller grænse, der stabiliserende holder det bevægelige og flydende på plads. En sådan måde at tolke og begribe verden har også ligheder til René Thoms ide om at alting, stort og småt, hver en partikel er under forandring samtidig med at et stabiliserende princip sørger for, at vi alligevel er i stand til genkendelse og derfor kan orientere os. Sit udsagn om hvorledes kombinationen af ydre kendsgerninger og indre forestillingsbilleder kan få kunstnerisk fodfæste i form og rum har Merete Barker forstærket og nuanceret i udstillingssammenhæng ved installatorisk at sammenstille for eksempel Den fortabte by med det skulpturelle panorama Sandslotte (1993-94), der kan ses som en vision om en utopisk by, hvor verden organiseres en miniature.

Merete Barkers kunstneriske ærinde har hele tiden været at fremvise fragmenter og udsnit af verden, idet ingen af os jo kan begribe og ej heller se det hele. Værkerne giver en mængde forslag til, hvordan virkeligheden kan se ud, og her vil der altid være endnu flere muligheder end vi formår at opfatte. Hendes kunst får betvdning, fordi virkeligheden ikke er nok for os.